Skal der være en dansk imam uddannelse?

Hvis det offentlige ansatte imamer i stillinger, der er attraktive både på løn, vilkår og anerkendelse, ville man få en generation af unge muslimske ledere, der kan tage til genmæle over for radikalisering, vurderer religionsforsker Niels Valdemar Vinding

I anledning af stud.jur. Tarek Ziad Hussains nylig udgivne bog, ‘Det Sorte Skæg,’ kan man forstå, at der er et markant behov for kritisk, teologisk tænkning blandt muslimer og at især imamerne har en stor og vigtig opgave foran sig, som de dog langt fra magter.

Om imamerne specifikt skriver Hussein som kritiker og lægmand i sin bog: “Vi må desværre erkende, at en stor del af landets imamer har en meget begrænset viden og indsigt i det danske samfund. Det skyldes en kombination af manglende sprogkundskaber, uddannelse og beskæftigelse.”

Politisk kontrol

En del af modstanden mod en imamuddannelse fra muslimsk side ligger dog i, at imamuddannelse i medierne og i den politiske debat er blevet en slags universalsvar på en række problemer i de muslimske miljøer. Derved bliver det til et værktøj til politisk kontrol og styring.

Eksempelvis forestiller politiker Lars Aslan Rasmussen (S) sig en obligatorisk imam-uddannelse, som ”skal sikre, at myndighederne har styr på, hvilke imamer der prædiker i danske moskeer” (Berlingske 15.01.2015). Han taler om egentlig autorisation af imamer, så vi i Danmark får ”imamer, vi kan stole på”, og fastholder at ”det kun er rimeligt, at man fra statens side går ind og kræver en uddannelse, før imamerne kan få lov at forkynde i Danmark.”

Blandede erfaringer

På Københavns Universitet har man gjort sig erfaringer med islam- og imamuddannelse. Dels kan man læse en kandidat i islamiske studier med tæt tilknytning til det internationale forskningsmiljø, og dels kan man tage kurser i islamisk teologi og praksisformer med inddragelse af sin erfaringsbaserede viden.

Flere steder i Europa kan man tage kurser og uddannelse, som er relevant for imamer. I Tyskland tilbyder man især ‘imamweiterbildung’ og har et meget stort felt af især tyrkiske imamer, som er uddannet fra Tyrkiet, men som skal efteruddannes til en tysk kontekst.

Desværre er det stadig sådan, at flere af disse uddannelser ikke fungerer specielt godt, og forklaringen skal findes i det meget ensidige fokus på udbud af uddannelse og manglen på jobs og anerkendelse.

Imamer fra det kristne seminarium

Anderledes kvalificeret og veldokumenteret er erfaringerne fra USA. Det kristne Hartford Seminary har imponerende erfaring med uddannelse af imamer og muslimske sjælesørgere, ‘chaplains,’ som efter en kristen model har vist sig kompetente til at kunne løse muslimernes ledelsesproblemer.

Som de første af sin slags kan kandidaterne fra Hartford Seminary med deres metodisk-kritiske, samfundsorienterede og akkrediterede uddannelse tilbyde en lang række store institutioner – hospitaler, fængsler, universiteter, politi, militær og moskeer – den kombination af islamisk teologi sammen med sekulær samfundsforståelse, som man på arbejdsmarkedet i USA er villig til at betale en god løn for.

Hvad kan vi bruge det til i Danmark?

Tre spæde konklusioner kan drages af dette til en dansk kontekst, som dog må undersøges meget grundigere. For det første er det afgørende, at imamerne tilbydes en akkrediteret uddannelse med kritisk forståelse for det teologiske og det religionsvidenskabelige, så de fagligt er robuste til at stå mål med både fundamentalismens misfortolkninger og med arbejdsmarkedets høje krav.

For det andet, må man erkende, at man får, hvad man betaler for. I den forbindelse peger meget på, at moskeerne er elendige arbejdspladser.

Derfor må man som det tredje se på, hvad det er for et arbejdsmarked, en imamuddannelse skal lede til. Al uddannelse i Danmark bliver målt på efterspørgslen blandt arbejdsgivere, men hvem er det i en dansk kontekst?

Offentlige imamer

Et svar, som kunne tilfredsstille både Tarek Ziad Husseins og Lars Aslan Rasmussens kritik kunne være at ansætte offentlige imamer i stillinger, der er attraktive både på løn, vilkår og anerkendelse. Samtidig kunne stat, region og kommune, ligesom for folkekirkens institutionspræster, sætte klare rammer og krav til disse imamer, som ville skulle leve op til køns- og ligestillingskrav, dekorum og arbejdsgivernes forventninger.

Det er ikke et knæfald for islam, men konstruktiv brug af det offentliges store magt. Et sådan forslag er givetvis ikke problemfrit, men man ville få en generation af unge muslimske ledere og talsmænd, som i ord og handling kan vise vejen for andre muslimer og samtidig tage til genmæle over for radikalisering og fundamentalisme.

Kort sagt, for at en imamuddannelse skal virke, er det ikke nok, at der er gode kandidater, der skal også være gode ansættelsessteder, der kan tiltrække de rigtige til de vigtige opgaver, der skal løses.

Niels Valdemar Vinding er cand.mag., ph.d. og postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.

 

 

Skal der være en imam uddannelse i Danmark?

View Results

Loading ... Loading ...

Leave a Comment