Politiassistent: Beskyttelse af Rasmus Paludan slider på politiets tillid i de sociale boligområder

– Blasfemiparagraffens afskaffelse var en gave til hadprædikanter

Politikernes afskaffelse af blasfemiparagraffen i 2017 gav agitatorerne og hadprædikanterne som  Rasmus Paludan (RP) et frit spil til at udøve åbenlys mobning og chikane, psykisk vold samt målrettet at kunne træde på de troende muslimer i socialt udsatte områder. Muhammed tegningerne og den efterfølgende krise gav ytringsfrihedens fundamentalister  og apologister  muligheden for at gemme sig bag den falske kamp for ytringsfrihed, hvor de på en manipulerende vis formåede at skabe en fortælling om, at vores ytringsfrihed var truet af islam og de herboende muslimer.

Ytringsfriheden var jf. dette  falske narrativ så truet, at danske kunstnere og intellektuelle var i nød til at lægge bånd på sig selv og udøve selvcensur. Jyllands Postens Muhammed tegninger, den efterfølgende krise og ”kampen for ytringsfriheden”, som i realiteten var et opgør med selve sjælen af det multikulturelle samfund,  formåede at fremstille herboende muslimer som trussel mod vores demokrati, vores frihed og sågar mod selve danskheden. Tegningerne og krisen fungerede som et katalysator for en fjendtlig stemning rettet mod de muslimske minoriteter. I et klima emmende af frygt blev det for DF og  højrepopulisterne muligt at indskrænke minoriteternes frihedsrettigheder og retssikkerhed ved hjælp af målrettede, diskriminerende særlovgivning.

Uden Muhammed tegninger og den efterfølgende krise var smykkeloven, burkaloven, forsøg på indførelse af kollektiv dobbeltstraf i ghettoerne, håndtryksloven samt afskaffelsen af ”blasfemiparagraffen” aldrig en mulighed.     Selvom vores dygtige efterretningstjeneste PET klart havde advaret vores regering i 2017 om de sikkerhedsmæssigt, negativt afledte konsekvenser ved afskaffelsen af blasfemiparagraffen, valgte regeringen og vores politikere at blæse på PET´ faglighed og afskaffe blasfemiparagraffen. Et af politikernes argumenter bag afskaffelsen af blasfemiparagraffen var, at den var forældet, utidssvarende og at den hæmmede vores ytringsfrihed.    Selvom blasfemiparagraffen kun to gange i sin levetid havde ført til domme (1938 og 1946), så havde paragraffen en symbolsk beskyttende effekt i forhold til de religiøse mindretal. Flere af de sager, som blev ført i retten i forbindelse med overtrædelse af blasfemiparagraffen, førte også til frifindelser. F.eks. blev Jyllands Posten og Muhammed tegninger i min optik korrekt og med rette ”frifundet” for overtrædelse af blasfemiparagraffen.

Blasfemiparagraffen hæmmede ikke,  sådan som ytringsfrihedens fundamentalister fejlagtigt postulerede, vores ytringsfriheds fulde udfoldelse. Sandheden er, at ytringsfrihed også inden blasfemiparagraffens afskaffelse gik forud for religiøse hensyn. Til gengæld fungerede blasfemiparagraffen som et fornuftigt, symbolsk bolværk og en supplement til straffelovens 266 b racismeparagraffen i værnet mod undertrykkelse af mindretal.   Mens racismeparagraffen i grove træk beskytter mindretalsgrupper på grund af race, hudfarve, nationalitet, tro eller seksuel orientering  mod trusler, hån og nedværdigelse, beskyttede blasfemiparagraffen de lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.

Jeg behøver ikke være religiøs eller troende for at se og mærke Rasmus Paludans målrettede, udspekulerede mobning og provokation rettet mod herboende muslimer bosat i de socialt udsatte områder. Formålet med RP og hans såkaldte parti Stramme Kurs er at fremprovokere en voldelig reaktion hos de frustrerede og berørte borgere, som kan hjælpe ham og hans parti til at komme ind i Folketinget.

Politiet har en meget vanskelig, hvis ikke en umulig opgave. Politiet skal på den ene side beskytte RP´ ret til at ytre sig, på den anden side skal politiet ikke brænde deres hårdt oparbejdede sociale kapital af og af borgerne blive anset som en myndighed, der bifalder RP´ åbenlyse chikane.      Politiet og borgerne er blevet ufrivillige aktører i RP´ absurde,  hadefulde teaterforestilling. Politiet bruger en masse ressourcer på at beskytte en uromager og agitator, hvis eneste formål  er at fremprovokere konflikt og krig for at kunne blive valgt ind i Folketinget. Politiet, som er i forvejen presset på deres ressourcer, burde i stedet beskæftige sig med opklaring af den borgernære kriminalitet.

Lokalpolitiet risikerer i praksis at formøble deres hårdt oparbejdede good will i de socialt udsatte områder.  Uanset hvor meget politiet end forsøger at forklare borgerne, at politiet ikke bifalder RP´ holdninger og ytringer, men blot beskytter hans grundlovssikrede ret til at demonstrere og ytre sig, så kan borgerne ikke forstå, at den danske stat og myndighederne kan tillade den åbenlyse mobning og psykisk vold.

Leave a Comment