Per Stig Møller i ny bog: Kapitalismen er ved at klemme livet af demokratiet

Hvad vi er vidner til, er kapitalismens selvmord. Som historikeren Antony Beevor bemærker i Adam Holms interviewbog Endestation Europa, er „kapitalismen desværre i gang med at gøre det af med sig selv … Kapitalismen er blevet sin egen værste fjende“.

Paradoksalt nok var det netop, hvad Karl Marx i 1848 forudsagde ville ske! Men kapitalismens faktiske afvikling vil være til ubodelig skade for samfundsøkonomien. For selv om den skejer ud, forbliver den nødvendig for et markedsbaseret, liberalt demokrati. Den er lokomotivet, der trækker togvognene frem. Der er bare ikke meget ved et lokomotiv, der kobler vognene fra.

Skal vi klare de store udfordringer i form af ustyrlig immigration, klimaforværringer og en ny, økonomisk verdensorden, skal vore demokratier være stabile, vores økonomier vokse og det offentlige system fungere tilfredsstillende.

Men hvor godt fungerer det repræsentative system, når kun få engagerer sig i det? Når det igen og igen ved folkeafstemninger underkendes af det direkte demokrati?

Det repræsentative demokrati lader sig imidlertid ikke afløse af det direkte, for folkeafstemninger kan næppe levere stabile, bæredygtige og langsigtede løsninger, eftersom det altid kun tager stilling til én ting, mens virkeligheden er kompleks.

Således griber løsningerne af folkevandrings-, klima- og globaliseringsproblemerne netop ind i hinanden.

”Hvis det repræsentative demokrati ikke kan finde løsninger, der opleves som rimeligt fair over for alle, og som er i helhedens interesse, risikerer det at skride ud og fremkalde ekstremistiske løsninger«.

Således skriver jeg undervejs i min nye bog “De fire isbjerge. Om verdens største udfordringer .

Disse store udfordringer eller isbjerge er demografien, verdensøkonomien, klimaproblemet og demokratiet, for spørgsmålet er, om vore demokratier har viljen til at sejle forbi isbjergene?

I dag er vore demokratier i vildrede. Vi ser det næsten over alt i den vestlige verden. Selv om vi aldrig har været rigere, er utilfredsheden voksende. En af grundene er den voksende ulighed, og kapitalismens uhæmmede grådighed.

Men grådighed skaber splid, og et hus, splidagtigt med sig selv kan ikke bestå, som Bibelen advarer os om.

Når den rigeste del af befolkningen skaffer sig store lønforhøjelser, millionbonusser og gyldne fratrædelsesordninger, mens resten enten kun går lidt eller slet ikke frem, skaber det misnøje.

På verdensplan ejer de 10 procent rigeste 87,8 procent af verdensformuen.

De efterfølgende 40 procent ejer 11,6 procent, mens 50 procent af verdens befolkning ejer 0,6 procent af den. I lande som USA, Storbritannien og Tyskland, men også, om end i mindre grad, i Danmark stiger chefernes lønninger langt mere end medarbejdernes.

Da direktøren for Danish Agro, Christian Juncker fratrådte, fik han 21 millioner kr., og udtalte: ”Jeg anerkender, at det er mange penge, og jeg er bevidst om, at det givetvis kan støde nogle landmænd”.

Ja, mon ikke! Og så ligger han endda i den lavere ende.

Samtidig oplever vi, at de store, internationale selskaber flytter pengene rundt for at undgå skatten, og vi ser, at vore skattevæsener ikke kan få styr på dem.

Og vi må leve med, at de mindre byer i effektivitetens navn får nedlagt de små skoler, de små sygehuse, de små rådhuse, politistationen og de urentable busruter.

Vi ser privatiseringer af den offentlige infrastruktur, som de private ejere skærer til for at tjene de penge, den private sektor nødvendigvis skal leve af, men det betyder også, at det politiske ansvar for driften privatiseres.

Hvor skal borgerne så gå hen med deres utilfredshed?

De går i stort tal til stemmeurnerne og gør op med de partier, som synes at stå bag alle disse skævheder og forandringer. I USA valgte de Trump, der lovede at udtørre sumpen i Wall Street. I Storbritannien sagde de nej til EU, selv om det store flertal i Parlamentet anbefalede et ja. I Tyskland blev de gamle regeringsbærende partier svækket, om end de stadig danner regering. I Frankrig, Italien, Grækenland blev de smidt på porten.

I Danmark sagde befolkningsflertallet nej til den tilvalgsordning indenfor retsforbeholdet, som et stort folketingsflertal anbefalede.

Det repræsentative, liberale demokrati er tydeligvis i krise, og et kriseramt demokrati kan ikke samles om de omfattende reformer, som skal til for at klare de omtalte, store udfordringer.

Dem vil der blive stemt nej til, for det er lettere at afvise, at der er et problem end at gøre noget ved det.

Dét bliver problemet bare ikke væk af. Tværtimod vokser det.

Før eller siden vil befolkningsflertallene gøre op med kapitalismen, der ellers har drevet vore samfund frem mod den velstand, vi har opnået.

Da præsident Obama i 2009 i et møde med ledende erhvervsfolk advarede dem mod deres grådighed, sagde han: ”Det er kun min administration, der står mellem jer og høtyvene”. Høtyvene kom med Trump; thi de lyttede ikke.

Derfor slutter jeg denne del af min bog af med følgende: ”Den forandring af vore samfund, der har fundet sted de sidste 30 år, er sket i et tempo, der er mere revolutionært end evolutionært, og udgangen på revolutioner er altid uforudsigelig”.

Per Stig Møllers bog ”De fire isbjerge. Om verdens største udfordringer” er netop udkommet på Gyldendal.

Leave a Comment