Morten Albæk advarer: »Vi skal skynde os som ind i helvede. Ingen af os ved helt hvorfor«

Der er ét kritisk paradoks i vores tid, som er altafgørende, mener filosof Morten Albæk. Mens teknologien buldrer afsted, får vi det mentalt dårligere og dårligere, fordi vi er ved at tabe meningen med livet og arbejdet lige der foran tastaturet.

»Aldrig i verdenshistorien har vi levet længere. Aldrig har vi været så uddannede. Aldrig har der været så få fattige…«

Morten Albæk sukker hørbart.

Der er ingen vej udenom. Vi lever i de dårlige faktas tid.

»…men samtidig har vi aldrig været mere medicinerede. Aldrig har vi været mere ensomme. Aldrig har vi været mere deprimerede. Aldrig har vi været mere angste.«

Den klinger i mol. Når filosoffen ridser tidsånden op, er det ikke en munter melodi, der bliver sat ind på arkene. Det er en dunklere tone, der bliver slået an – og den er definerende for både borgere, erhvervsliv og politikere.

»Det, der optager mig mest for tiden, er det helt store paradoks, at vi ser et socialt, økonomisk og teknologisk fremskridt, uden at det omsættes til eksistentielle fremskridt. Vi skaber velstand uden velvære. Det er en voldsom selvmodsigelse, som vi bliver nødt til at finde et modsvar til,« siger han.

https://berlingske.bmcdn.dk/media/cache/resolve/embedded_image_600x/image/99/996703/21424905-morten-albk-filosof-stifter-af-voluntas-forfatter-bestyrelsesm.jpg

Foto: Martin Dam Kristensen.

Havet forholder sig denne dag i fuldstændig ro. Helt uden krusninger. Vi sidder med et smukt panorama ud over Aarhus Bugt fra en kro i Risskov. Morten Albæk bor selv i området med sin kone og to børn. Han er landet her efter en årelang ledelseskarriere i både Danske Bank og Vestas. Filosoffen er i dag bestyrelsesformand i rådgivningsvirksomheden Voluntas, som han har stiftet.

Den travle ungdom

Hvis der ingen bølger er at se på vandet, forholder det sig anderledes med den danske ungdom. Deres indre står langt fra stille, konstaterer filosoffen.

Jeg har bedt ham om at opliste, hvad der er de største eksistentielle problemer i dag.

Straks zoomer han ind på de unge med ondt i livstilfredsheden. Det er hos dem, vi tydeligst kan aflæse, at hastighed er blevet gud. Fra alle sider hører de unge kun én ting: Skynd dig, skynd dig, skynd dig.

Et modus vi også har lagt ned over det voksne liv.

»Vi har opløftet hastighed til et mål i sig selv. Vi skal skynde os som ind i helvede. Ingen af os ved helt hvorfor. De unge skal død og pine tage deres uddannelse på normeret tid og skynde sig ud at arbejde, for arbejdsmarkedet er det moderne menneskes paradis. Det er en af de mest voldsomme eksistentielle, massecirkulerede løgne, vi nogensinde har produceret som samfund. Der er intet bevis for, at det menneske, der bliver færdigt på normeret tid, også bliver et mere lykkeligt menneske end det menneske, der kommer ud år senere.«

Foto: Martin Dam Kristensen.

Normeret tid er kun et ud af mange begreber og ord, som vi blindt gentager og dobbeltklikker på.

Tag bare sådan noget som Human Ressource Management. Endnu et af managementklassens sproglige favoritter, der ifølge Morten Albækbliver slynget tankeløst ud.

Under HRM-begrebet, som direkte oversat til dansk betyder menneskelig ressourceadministration, bliver mennesket efter filosoffens mening kun betragtet som en ressource, virksomheden skal administrere og udvinde.

»Hvis man derimod taler om Human Potential Leadership, så ligger der i det begreb, at virksomheden påtager sig et moralsk ledelsesmæssigt medansvar for at beskytte og realisere det menneskelige potentiale hver enkelt medarbejder indeholder. Der er en semantisk ignorance af helt voldsom kaliber i mange af de danske direktionslokaler. Der eksisterer sådan en slags tungetale flere steder i erhvervslivet, der er med til at fastholde status quo.«

Et andet slags arbejde

Tidligere generationer havde en grundlæggende taknemmelighed over bare at have et arbejde. Men der er sket et eksistentielt hamskifte.

Det moderne arbejdende menneske og særligt den såkaldte millenial-generation kræver langt mere af livet. Arbejdet skal have et højere formål end blot at tjene ejerne og aktionærernes interesser. Et formål, som er med til at give mening, lyder det fra Morten Albæk.

»Det kræver en helt anden måde at lede på, end den måde vi historisk har uddannet og trænet ledere. Det kræver det, jeg kalder et eksistentielt lederskab, hvor du som leder accepterer, at din fineste og fornemmeste opgave er at skabe rammer og indsigt, der gør det ikke bare tåleligt, men meningsfuldt at arbejde for dig.«

Den primære driver bag stress blandt voksne mennesker er arbejde. Og den vigtigste stressdriver på arbejdet er ofte din nærmeste leder. Hvis du er leder i dag, bør du ifølge Morten Albæk stille dig dette etiske spørgsmål: Har du bedrevet dit lederskab på en sådan måde, så ingen er blevet syge af det?

https://berlingske.bmcdn.dk/media/cache/resolve/embedded_image_1230x/image/99/996705/21424913-morten-albk-filosof-stifter-af-voluntas-forfatter-bestyrelsesm.jpg

Foto: Martin Dam Kristensen.

Når han førhen har sagt fraser som ovenstående i topchef-kredse, er han blevet mødt af det, han kalder en høflig interesse.

»Nu er der opstået en samfundsdebat om, hvorfor så mange arbejdende mennesker er blevet syge. Jeg oplever, at langt flere ledere i dag har en dyb anerkendelse af problemstillingen, og at der også er et oprigtigt ønske om at gøre noget ved det.«

Ansvar i toppen

Hvem har det moralske ansvar? Er det politikerne? Er det erhvervslivet? Er det den enkelte borger, der skal stejle over managementsproget, den manglende mening på arbejdet og den høje hastighed?

Morten Albæks svar er, at ansvaret skal placeres flere steder, men særligt politikerne skal se indad.

»Deres fokus på, at man graduerer hurtigt, beror på en økonomisk analyse om, at der mangler kloge hoveder på arbejdsmarkedet. Men hvad er det værd, når de unge, vi pumper ud, nok har kloge hoveder, men ondt i sindet? Det har kæmpe samfundsøkonomiske konsekvenser med de mange danskere, der er sygemeldt qua mental dårligdom. Kan vi acceptere, at flere og flere bliver syge af at arbejde? Og kan vi vedblive med alene at sige, at det er deres eget ansvar?«

Det er ikke kun direktionsgangene, der står overfor et hamskifte. Det er også kapitalismen, der skal gentænkes. Filosoffen kalder den nye form for humanistisk kapitalisme. Den er et opgør med opfattelsen af, at en krone tjent her og en krone tjent dér er lige meget værd så lang tid, de er tjent legalt.

I centrum af Morten Albæks definition af den humanistiske kapitalisme står, at hvis en krone er tjent legalt, mens det mentale og psykiske arbejdsmiljø er blevet forringet, er den krone mindre værd end en krone tjent på en arbejdsplads, hvor det mentale arbejdsmiljø er i orden.

Hvorfor skal kapitalismen tage et moralsk ansvar, når dens formål er at tjene penge?

»Fordi det både er uprofitabelt og uværdigt ikke at gøre det. Det er ikke særlig effektivt, at vi i vores jagt på kapital oplever at have en stigende del af arbejdsstyrken enten sygemeldt eller mentalt fraværende. For det andet er det amoralsk, at vi ødelægger og udbytter menneskeligt potentiale i jagten på kortsigtet profit. Vi stoppede jo ikke med børnearbejde, fordi vi løb tør for børn. Vi gjorde det, fordi det var ineffektivt og  dybt amoralsk. Den samme indsigt vil man nå frem til angående de psykiske arbejdsrelaterede lidelser. Men vi ved også, at hvis humanismen helt afviser kapitalismen, får den en utopisk, totalitær klang. For mig er der ikke en anden vej end at fusionere de to.«

Ny kapitalisme

I den gamle kapitalisme har man lavet en manipulation med det menneskelige sind, som vi i dag ser konsekvensen af, mener Morten Albæk. Vi er blevet bildt ind, at vi kan dele tiden op i arbejdstid, familietid og fritid. Når vi tror på, at man kan dele tiden op, tror vi også på, at man kan dele sit liv og sin person op.

»Filosofisk set tror jeg på, at vi lever ét liv i én tid som ét menneske. Derfor er worklife-balance begrebet fuldstændig meningsløst. Vi står i den absurde situation, at vi arbejder mindre, men bliver mere og mere syge af det. Når virksomheder taler om worklife-balance, fortæller de reelt medarbejderne, at her hos os skal du som menneske ikke forvente at kunne leve livet. Du er her kun for at arbejde. Arbejdet er med andre ord ikke en del af livet, og livet har ikke noget med arbejde at gøre. Men det er komplet meningsløst for sindet, der ikke kan acceptere, at livet ikke skal leves fra kl. 08.30 til 16.00.«

Filosoffen er selv far til to børn i teenagealderen. Den største bekymring han har angående deres fremtid er, hvorvidt de ankommer til voksenlivet eksistentielt stærke og sunde.

Vi har nemlig ifølge ham skabt et system, der primært er centreret om at pumpe mennesker ud med tillid til deres faglige og professionelle evner, men uden evnen til at værdsætte sig selv.

»Vi har skabt et ungvoksent menneske fyldt med selvtillid, men med ringe selvværd. Det er X-Factor-loven, der har erstattet janteloven. Hvor janteloven tilsagde, at vi ingenting måtte være, tilsiger den anden lov, at vi alle er noget helt udsædvanligt og ekstraordinært. Det rette finder man et sted midt imellem, hvor man hverken under- eller overvurderer sig selv. Formålet med enhver dannelse eller uddannelse af sine egne eller andres børn er jo at give dem muligheden for at udvikle en sund selverkendelse og et stærkt selvværd, for det er det, der gør, at du kan mestre livet, ikke bare en eksamen.«

Morten Albæk taler igen og igen om mening, fordi han har set, hvordan vi ofte forveksler mening med lykke eller tilfredshed. De tre ting er vidt forskellige, siger han – og går i gang med at ridse forskellene op:

Tilfredshed handler om at få realiseret et behov. Du vil have et stykke frugt. Du får et stykke frugt. Det skaber en følelse af tilfredsstillelse.

Lykke er derimod et eksistentielt, orgastisk øjeblik, hvor livet toner nærmest perfekt frem for dig, men det er kun ét øjeblik.

Mening er der, hvor du står i nuet med din erkendelse af det liv, du har levet og kigger ind i den fremtid, du forestiller dig og tror på, at du vil komme til at leve et værdigt og håbefuldt liv.

Det er hverken lykke eller tilfredshed, der er grundstenen i dit eksistentielle immunforsvar.

Det er mening.

Morten Albæk sukker igen hørbart. Vi lever i de dårlige faktas tid.

»Vi må bare konstatere, at det eksistentielle immunforsvar hos alt for mange mennesker i vores tid er for svagt.«

Leave a Comment