Johanne Schmidt-Nielsen er blevet lobbyist: »Mennesker, der ikke tvivler, er grundlæggende uhyggelige«

Slut med partipolitik. Johanne Schmidt-Nielsen er tiltrådt som generalsekretær i Red Barnet, og hun skal søge en ny slags indflydelse. Men arbejdet med udsatte børn vil altid være politisk, siger hun.
»Det med at være ude af fjernsynet et helt år. Det betyder meget. Og det er ret behageligt«, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der har været på barsel og er ude af politik.

Hun står af cyklen med barnesædet bagpå og hiver telefonens høretelefoner ud af ørerne.

»Jeg har talt om den nye regering, og hvad den betyder for børnene hele morgenen«, siger Johanne Schmidt-Nielsen og parkerer sin cykel.

Det er onsdag, denne morgen har socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, meddelt, at der er indgået en såkaldt politisk forståelsesaftale mellem S, SF, R og Enhedslisten om en ny regering.

Johanne Schmidt-Nielsen træder ud af et par flade Birkenstock-sandaler og skifter til et par sko med en lille hæl. I hvid skjorte og pastelfarvede bukser ligner hun det, hun er: nytiltrådt generalsekretær i Red Barnet. Hun har sat os stævne i et grønt område i Københavns Nordvestkvarter med boligblokke på begge sider. Et område med mange udsatte børn, Red Barnets kernemålgruppe, kunne man sige. På en bænk i skyggen roser hun den nye regerings ’retning’: Planer om at reducere børnefattigdommen, at give bedre vilkår for afviste asylansøgeres børn på Sjælsmark samt en aftale om minimumsnormeringer i daginstitutioner.

»Retningen er den rigtige, så jeg vil tillade mig at være optimist i dag. Om Mette Frederiksen bliver børnenes statsminister, det vil vise sig, når aftalen bliver til virkelighed, men hun og det politiske flertal har lyttet til børnene«.

Den ny generalsekretær taler afdæmpet og afventende: Den ydelseskommission, som skal se på, hvordan kontanthjælpsloftet rammer de lediges børn, vil Red Barnet »følge nøje«, og den løsning, som skal findes for Sjælsmarks børn, er »et skridt i den rigtige retning«.

Hun er blevet lobbyist. For en sag, som mange finder sympatisk, ganske vist. Men lobbyist. Man fornemmer, at hun oprigtigt glæder sig over den nye politiske retning, men også at det ikke nytter at være for kantet i hendes nye rolle. Den skarpe stemme fra oppositionen skal være mere afrundet. Og det er unægtelig et godt stykke fra den venstrefløjsaktivist, hun begyndte som, da hun gik ind i politik.

En til en-politiker

Fra hun i 2006 var med til at kaste pasta og ketchup på Undervisningsministeriets trappe i protest mod forringelser af SU’en, til hun i 2009 blev valgt til Enhedslistens første politiske ordfører, og til hun ved valget i 2011 fik det næsthøjeste personlige stemmetal, kun overgået af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Mange andre end Enhedslistens kernevælgere, de få revolutionære på venstrefløjen, stemte på ’Johanne’, den autentiske røde stemme på Christiansborg. Sådan en en til en-politiker, spindoktorerne ville opfinde, hvis de kunne. Og med så meget goodwill, at hun som en af de få politikere er sluppet godt fra at eksplodere for rullende kameraer, da Thorning-regeringen under Bjarne Corydons ledelse indgik en skattereform med højrefløjen. »Regeringen pisser på de vælgere, som har stemt på dem«, sagde en ophidset Johanne Schmidt-Nielsen.

Hvor vredesudbrud ofte bliver udlagt som en karakterbrist hos en politiker, fremstod Johanne Schmidt-Nielsen derimod som den rendyrkede idealist.

Beder man hende være mere konkret på, hvad Mette Frederiksen skal levere for at blive børnenes statsminister, som hun har sagt, hun vil være, titter idealisten dog frem.

»Vi havde gerne set, at der var opsat konkrete mål for, hvor langt ned vi skal, når det gælder børnefattigdom. Der er 64.000-65.000 fattige børn. Jeg synes, at det tal skal ned på 0. Vi lever i et velstående land, så der er ingen grund til, at børn skal leve i fattigdom«.

Selv har hun svært ved at få øje på andre løsninger end at afskaffe det, hun kalder fattigdomsydelserne, for eksempel kontanthjælpsloftet. Det er de ydelser, der har ført til stigende børnefattigdom, og undersøgelser har vist, at de ikke får flere i arbejde på den lange bane.

»Min fantasi rækker ikke til, hvad man ellers kunne gøre. Vi mener ikke, at det er vejen frem at uddele kommunale flyverdragter«, siger hun og fortæller om en ældre herre, hun kender, der i sin barndom fik træsko af kommunen.

»Alle i byen vidste, han havde kommunens træsko på«.

Farvel til politik

Det er første gang, Enhedslisten sidder så centralt placeret, at partiet har været med til at forhandle den retning, en ny regering skal have. Og første gang, Johanne Schmidt-Nielsen er på sidelinjen. Men hun er godt tilfreds med ikke at være en del af spillet længere.

»Selvfølgelig er det sjovt at være med. Den slags forhandlinger er forfærdelige, nervepirrende og vanvittig spændende. Men allerede under valgkampen var det befriende, at det ikke var mig, der skulle stå der. Jeg har været med i 12 år og har hele tiden vidst, at der var en udløbsdato på grund af rotationsprincippet i partiet, og nu glæder jeg mig til at lave noget andet«.

En kvinde skridter målrettet hen over græsplænen og afbryder interviewet.

»Undskyld, jeg forstyrrer. Jeg kommer fra områdefornyelsen. Kommer I her tit«, spørger hun. Hun gør ikke mine af at genkende den tidligere politiske leder.

»Det er faktisk meget rart, at hun ikke lige kunne kende mig«, siger Johanne Schmidt Nielsen.

»Det med at være ude af fjernsynet et helt år. Det betyder meget. Og det er ret behageligt«, siger hun og forklarer, at hun har holdt et års barsel med sin datter.

»Det er ikke sådan, at folk ikke ved, hvem jeg er. Men der bliver bare kigget lidt mindre. Det er meget rart, når man står med tre børn i Superbrugsen og prøver at få det hele til at hænge sammen«.

Det politiske teater

Og er der ting i politik, det bliver rart at slippe for? Svaret falder prompte.

»Der er meget skuespil i politik. Den dag, jeg kom tilbage fra barsel, havde jeg Inger Støjberg i samråd om unge asylpar, der var blevet tvangsadskilt ulovligt. Hun brugte det meste af sin taletid på at sige, at oppositionen var ligeglad med børneægteskaber, selv om hun godt ved, at der ikke er nogen på Christiansborg, der er ligeglade med det. Det er træls at spilde sin tid på den slags politisk teater. Jeg har sikkert også selv bidraget til det, så det er ikke for at være hellig«.

Hun vil heller ikke savne den politiske skråsikkerhed.

»Jeg har savnet rum til tvivl på Christiansborg. En sagde forleden til mig, at det nok er, fordi jeg er blevet ældre, at jeg har det sådan. Men jeg har også mødt ældre politikere, der ikke tvivlede meget«.

Hun er stille et øjeblik.

»Mennesker, der ikke tvivler, er grundlæggende uhyggelige. Vi har ikke lyst til at blive ledet af politikere, der ikke tvivler. Der er bare stor efterspørgsel på handleplaner, der kan stå på en A4-side eller i en faktaboks«.

Hvorfor er der ikke plads til tvivlen på Christiansborg?

»Det er sjældent, man bliver ringet op af en journalist og svarer: Ja, jeg er ikke helt sikker på, om det er den her vej, vi skal gå. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det hjælper, men jeg tror, at vi skal prøve det af«.

Jobbet som generalsekretær var ikke et, hun søgte. Men hun var begyndt at se sig omkring, fordi Enhedslisten har et rotationsprincip.

»Det var sådan en rekruttering. De ringede og spurgte, om jeg ville komme til samtale. Så slap jeg for at skrive en ansøgning. Og jeg kan ikke forestille mig en bedre sag«, siger hun om jobbet, mens hun smider skoene og begraver de bare tæer i græsset.

Ud over arbejdet med udsatte børn i Danmark bruges langt størstedelen af Red Barnets budget til internationalt arbejde med børn, der er ramt af krig eller katastrofer eller udsættes for vold og overgreb.

»Jeg har jo fået et job, hvor jeg hører enormt meget om børn, der har det dårligt. Det er jo simpelthen så uudholdeligt, uanset om det er her eller ude i verden. Det lyder jo meget klichéfyldt, og måske er den følelse også blevet forstærket, efter at jeg selv har fået børn«.

Den første sag, hun har markeret sig på som generalsekretær, er sagen om de danske børn, der sidder fanget på ubestemt tid i lejre i Syrien, fordi deres forældre på et tidspunkt besluttede at flytte til Islamisk Stat. Uden slinger har hun krævet, at børn ikke skal bøde for deres forældres dårlige beslutninger, og at Danmark derfor bør hente børnene hjem.

Sagen er hamrende politisk og skaber skel gennem det politiske blå-røde landskab. På spørgsmålet, om Red Barnet fremover bliver mere politisk i sine meldinger, afviser hun:

»At arbejde for børns rettigheder og trivsel er altid politisk. Det har Red Barnet også været, før jeg kom til. For et par år siden havde vi et skib, der samlede børn og voksne op, som var ved at drukne. Det var der nogle politikere, der kritiserede, men heldigvis holdt Red Barnet fast: Vores opgave var at redde liv. Hvis ikke vi tør insistere på at kæmpe børns sag, når det er politisk upopulært, svigter vi vores opgave som børns talerør«.

En ny indflydelse

Med sit nye job i Red Barnet er Johanne Schmidt-Nielsen bevidst om, at hun får en ny form for indflydelse. Og hun både »kan og skal bruge sit kendskab til Christiansborg« til at få indflydelse, siger hun.

»Og så er der nogle, der spørger: Er det hele bare en indspist elite? Det er da klart, at jeg selvfølgelig vil gøre alt, hvad jeg kan for at sætte udsatte børns sag på dagsordenen«.

Hvor tæt har du været på forhandlingerne om den nye regering?

»Ikke særlig tæt. Men vi har spillet ind med børnedagsordenen i offentligheden«.

Så du har ikke ringet til for eksempel Pernille Skipper eller Pia Olsen Dyhr undervejs?

»Vi har forsøgt at få vores sag på dagsordenen alle steder ved at presse på. Både i og uden for offentligheden. Men jeg har ikke siddet med i Enhedslistens maskinrum. Det er vigtigt for mig, at der er rene linjer: Jeg er stadig medlem af Enhedslisten, men er ikke aktiv. Mit job er at sætte børns rettigheder på dagsordenen. Og jeg ved godt, at det kommer til at tage noget tid at gå fra at være Johanne fra Enhedslisten til at være Johanne fra Red Barnet«.

Hun tøver lidt på spørgsmålet, om man har mest indflydelse som politiker eller lobbyist.

»Det er nok forskellige slags indflydelse, som skal måles på hver sin skala. Red Barnet kan sætte en dagsorden. Så jeg kan nok bedre svare på det om et par år«.

Leave a Comment