Jeg føler mig som andenrangsborger i mit eget land

Efterhånden har jeg vænnet mig til historier om unge nydanskere, der får frataget deres opholdstilladelse, fordi de bliver erklæret ikke-integrerede, selv om alt tyder på det stik modsatte.
Jeg har efterhånden vænnet mig til en hård retorik imod indvandrere, efterkommere, andengenerationsindvandrere, og hvordan man fortsat italesætter os.

Men det ændrer ikke på, at den herskende diskurs, som lyder på, hvor stor en byrde vi er for samfundet, er yderst problematisk. Jeg oplever en systematisk hetz fra politikernes side. En hetz, der udelukkende har til formål at ramme danskere med anden etnisk baggrund. Dette har fået mig til at føle mig som andenrangsborger i mit eget land, på trods af at jeg har dansk statsborgerskab og er født i landet.

I de socialt udsatte områder skal der nu være dobbeltstraf for at begå kriminalitet, og samtidig skal det være tæt på umuligt at familiesammenføre en ægtefælle. Regeringen forsøger at pynte på forslagene med floskler om, at det handler om at gøre op med parallelsamfundene med disse parallellove – særskilte for de såkaldte parallelsamfund. Reelt bryder regeringen med et grundlæggende princip for vores retsstat – om lighed for loven – for målet er i realiteten at ramme indvandrere og efterkommere.

Det diskuteres endda, hvorvidt man bør fratage folk med anden etnisk baggrund statsborgerskab, hvis de begår kriminalitet. Dette er ikke et forsøg på at forsvare eller legitimere kriminalitet, men præmissen om, at man blot kan fratage nydanskernes statsborgerskab, viser, at der er et ønske om at differentiere og diskriminere på baggrund af etnicitet via lovgivningen. Nogle foreslår sågar at smide nydanskere med dansk statsborgerskab ’hjem til deres hjemland’ – men hvad og hvor er hjem?

Efterhånden har jeg vænnet mig til historier om unge nydanskere, der får frataget deres opholdstilladelse, fordi de bliver erklæret ikke-integrerede, selv om alt tyder på det stik modsatte. Nogle har endda fået frataget deres statsborgerskab.

Ofte tænker jeg på, hvornår det bliver min tur. Hvornår bliver jeg smidt ud? På trods af at jeg er gymnasieelev, aktiv på arbejdsmarkedet og i flere frivillige foreninger. Politikerne har indført smykkelov, imamlov og romalov. Der er et burkaforbud på vej, og nogle ønsker tørklædeforbud og skægforbud. Politiske tiltag rettet direkte imod minoriteten.

I mit daglige virke støder jeg på kommentarer som: »Hvor snakker du flot dansk«, »Hvor er du godt integreret«, og »Gid alle indvandrere var som dig«. Jeg er sikker på, at kommentarerne kommer med de bedste intentioner, men provokationen gennemsyrer stadig min krop hver eneste gang. For hvad forventer man af en, som er er født i Danmark, med dansk pas, som har gået i en dansk folkeskole, og som på nuværende tidspunkt går på et dansk gymnasium?

Jeg er træt af at skulle bevise over for andre og over for samfundet, at jeg er god nok, og at jeg ikke er ligesom de kriminelle indvandrere, man hører om i medierne. Jeg er træt af at skulle afkræfte fordomme og altid udvise det bedste førstehåndsindtryk af mig selv både over for bekendte, fremmede, kollegaer, ja, selv undervisere, i kampen for at blive accepteret og bedømt som integreret.

Jeg er generelt træt af at blive set som en ulv i fåreklæder – med en skepsis og en mavefornemmelsesbaseret mistænkeliggørelse på grund af mit etniske ophav. Jeg har aldrig betragtet mig selv som en minoritetsdansker, men det har politikerne.

Og med årene har den højrenationale diskurs medvirket til min opfattelse af mig selv som andenrangsborger, ikke-dansker og en del af minoriteten. Jo mere samfundet betragter mig som andenrangsborger, desto større en tendens har jeg til at hoppe med på bølgen, finde nye relationer og fuldstændig droppe håbet om at blive betragtet som en dansk borger, der er lige så meget værd som alle andre.

Jeg får ofte fortalt, at jeg blot skal være glad for, at Danmark ønsker at tage imod mig. At jeg skal være taknemmelig for, at Danmark har udvist sådan en gavmildhed ved at privilegere mig med det danske statsborgerskab.

Og det er problemets rod: Selv om man er født i Danmark, ingen forbindelser har til sine forældres hjemland, og det eneste hjem, man kender, er Danmark, får man alligevel at vide, at ens hjem er må være andetsteds. Det her handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod mere indvandring. Det handler om at respektere og udvise tolerance over for sine medborgere.

Det handler om at give plads til forskellighed og ligeværdighed blandt landets borgere, også dem med anden etnisk baggrund. For hvis vi reelt kræver af indvandrere og efterkommere, at de skal blive en integreret del af samfundet, skulle vi så ikke begrave stridsøksen og give plads til det?

Problemet er derfor ikke kun politikerne, men også de dele af befolkningen, der støtter regeringens segregerende politik. Jeg vil ikke udskamme nogen, men vi bliver nødt til at tage et opgør med os selv og hinanden og sige fra over for dem, der skaber et ’os og dem’-samfund.

Vi er danskere på tværs af etnicitet og religiøsitet. Vi består af kristne og jøder, muslimer og agnostikere, buddhister og ateister. Jeg ønsker og drømmer om et forenet Danmark.

Leave a Comment