Har vi et indvandrerproblem på de danske gymnasier?

Vores bøn til den danske offentlighed er derfor: Acceptér, at alle med indvandrerbaggrund og opholdstilladelse er kommet for at blive her. Se diversiteten som en styrke og ikke som en belastning.

JENS BOE NIELSEN – rektor, Nørre Gymnasium

MORTADA SHUBBAR – student, 2018

I disse dage begynder de nye elever i gymnasiet, og så får vi nok igen en debat om de mange indvandrere på særlige gymnasier. Nogle gymnasier bliver ligefrem betegnet som “indvandrergymnasier” eller “ghettogymnasier”, når andelen af indvandrere stiger, og konsekvensen bliver, at etnisk danske elever samtidig vælger netop disse gymnasier fra.

Det har været skiftende regeringers målsætning, at 95 pct. af en årgang skulle tage en ungdomsuddannelse. Det må derfor også betragtes som en positiv udvikling, at stadig flere med indvandrerbaggrund vælger at tage en gymnasial uddannelse. Og det er uden tvivl forbundet med særlige udfordringer. Det er en udfordring, at elever med indvandrerbaggrund klumper sig sammen på særlige gymnasier, det er en udfordring, at danske elever flygter fra netop disse gymnasier og klumper sig sammen på andre særlige gymnasier, og det er en udfordring, at eleverne med indvandrerbaggrund klarer sig så dårligt i gymnasiet, som de faktisk gør.

Det er umiddelbart nemt og bekvemt at give de unge med indvandrerbaggrund skylden for problemerne. Men det er ulige mere relevant at identificere, hvad problemerne reelt består i, se på årsagerne og pege på løsninger.

Det var indvandrerbørnenes forældre, måske bedsteforældre, som kom til Danmark. De fik lejligheder i nærheden af hinanden og havde derfor god mulighed for at fortsætte og fastholde den kulturelle identitet, som de bragte med sig. Det gav en stor tryghed, som godt kan sammenlignes med den, som danske udvandrere skabte sig i særlige byer i USA, da de i slutningen af 1800-tallet i stort tal udvandrede fra Danmark. Realiteten er dog, at en stor del af de unge med indvandrerbaggrund kommer fra familier, som befinder sig i de nedre sociale lag i samfundet. Dansk er oftest heller ikke modersmålet for disse unge, og det skaber særlige udfordringer. Så når den danske stil skal skrives, når historietimens gennemgang af Murens fald skal forberedes, eller når det politiske system skal drøftes i samfundsfag, så er der bare ingen hjælp at hente hjemme. Det skyldes hverken svigt eller manglende interesse fra forældrenes side, men snarere en manglende kunnen i forhold til det særlige behov for specifik lektiehjælp.

Samtidig føler man som ung trang til at dukke nakken lidt, når man går ind på sit gymnasium. Uagtet, at man gerne vil gøre det godt, så bidrager man alene med sin baggrund og sit navn til at gøre sit gymnasium til et “indvandrergymnasium”. Men virkeligheden er, at det i høj grad er politikerne, medierne og den offentlige debat, som bidrager til at stigmatisere disse gymnasier. Man kunne jo også vælge at fokusere på den positive udvikling, det er, at stadig flere unge med indvandrerbaggrund tager en ungdomsuddannelse og dermed bevæger sig ind i det danske samfund. Det har i hvert fald været frustrerende for de unge, som faktisk har klaret sig godt i forløbet, at det hårde arbejde var omgærdet af en kritisk forforståelse. Det har nogle gange virket som om, at uanset hvad man gør, som ung med indvandrerbaggrund, så skulle det problematiseres.

Hvis der er mange elever i en klasse, som har svage forudsætninger, kan det påvirke det samlede faglige niveau i undervisningen.

Ser man på karaktergennemsnittet i Danmark for 2017, så fik indvandrerdrengene 6,0 i gennemsnit, indvandrerpigerne 6,5, de danske drenge 7,2 og de danske piger 7,8 i snit til studentereksamen. Tallene viser tydeligt, at indvandrerne hænger efter, men de viser også tydeligt, at piger generelt klarer sig bedre end drenge. Det gør gymnasiets problem til et “kønsproblem” lige så meget som et indvandrerproblem. Og tager vi geografiske og socioøkonomiske faktorer med, så er der endnu større karakterforskelle mellem de enkelte gymnasier, også selv om de ikke har indvandrere (fra omkring 5,5 til 8,8).

Der er nogle indvandrere, som faktisk klarer sig godt i gymnasiet, ligesom der er nogle etnisk danske, som klarer sig dårligt. Men problemet er ikke kun relateret til, hvor de unge kommer fra, men især til de forudsætninger, som de møder frem med og til de sociale vilkår, som de er underlagt i dagligdagen.

Hvad bør vi gøre ved det?

Først og fremmest er der behov for et diskursskifte. Betegnelser som “ghettogymnasier”eller “indvandrergymnasier” peger i en forkert retning. Der er i stedet behov for en meget mere konstruktiv og imødekommende tilgang til, at flere unge med indvandrerbaggrund vælger gymnasiet til. Vi må anerkende, at det er godt, at unge med indvandrerbaggrund tager uddannelse. Og det danske samfund må se de unge som potentielle ressourcer, frem for særlige belastninger og problemer.

Det er en udfordring for enhver lærer, hvis der er mange elever i en klasse, som mangler forudsætninger, kulturel identitet og opbakning fra hjemmet: indvandrere eller danskere. Vi er nødt til at indse, at det kræver en særlig indsats i forhold til den enkelte elev, men også i forhold til elevens forældre (uanset herkomst). Det er vores klare fornemmelse, at det danske ungdomsuddannelsessystem ikke påtager sig denne opgave i tilstrækkeligt omfang. Der er en tæt skole-hjem relation i folkeskolen, men den er yderst beskeden i ungdomsuddannelsessystemet.

 

Leave a Comment