Generation Identitær sender unge danskere i træningslejr i Frankrig

Den indvandrerkritiske ungdomsbevægelse Generation Identitær er med protestaktioner mod »masseimmigration« vokset frem i hele Europa. Nu skal danske medlemmer træne selvforsvar og håndtering af masseanholdelser på sommerlejr i Frankrig.

nge danskere tager i løbet af august på sommerlejr i Frankrig med ligesindede i den indvandrerkritiske og internationale bevægelse Génération Identitaire.

Her skal de blandt andet lære at slås, og på videoer fra bevægelsens tidligere sommerlejre kan man se en stor gruppe medlemmer sidde sammenfiltret på jorden, mens andre agerer politibetjente i en øvelse, som skal lære de unge identitære at bevare roen under masseanholdelser.

Herunder kan du se en videoteaser fra sommerlejren i 2016 lagt op af Génération Identitaire.

Hvor mange danskere der skal med på sommerlejren, og præcis hvornår det foregår, er et internt anliggende, forklarer talskvinde for bevægelsens danske afdeling Aurelija Aniulyte.

I det hele taget er gruppens aktiviteter gemt bag et slør af interne anliggender. Det gælder også for de præcise detaljer i programmet og for den danske afdelings størrelse. Mellem 20 og 200 medlemmer er det tætteste, talskvinden vil komme det.

Selv om selvforsvar er på programmet, fastholder Aurelija Aniulyte, at bevægelsen ikke er voldelig og ikke har planer om at blive det.

»Selvforsvar er på sommerlejrens program, fordi det styrker sammenholdet og er sundt, og i øvrigt foregår det sammen med en række andre aktiviteter,« siger hun.

Træningen i masseanholdelser afviser talskvinden at have kendskab til, men forklarer alligevel baggrunden for det: Modsat de danske identitære er mange medlemmer af bevægelsens afdeling i fødelandet Frankrig blevet anholdt i forbindelse med deres aktioner.

Derfor giver træningen i masseanholdelser mening. Også for de danske medlemmer, mener Aurelija Aniulyte:

»Selv om vi på ingen måde er voldelige, er vi jo i fare for at blive overfaldet af venstrefløjsaktivister, og til demonstrationer kan man også blive anholdt, selv om man ikke har gjort noget forkert, og der er det jo vigtigt, at man kan bevare roen,« siger hun.

 

Vil gøre indvandrerkritik mainstream

Generation Identitær er indvandrerkritisk med stort i, og bevægelsens mål er ifølge talskvinde Aurelija Aniulyte at redde en europæisk kultur, som er ved at blive opløst af »masseintegration« af ikke-europæere, der fremstilles som en ydre fjende.

Målet for bevægelsen er at ændre på måden, vi taler om og opfatter indvandrere, for på den måde at muliggøre politiske tiltag, som tidligere var utænkelige.

Midlet er Greenpeace-lignende protestaktioner, hvor meldinger om indvandrere og integrationspolitik bliver fotograferet og delt på sociale medier.

»Man kan sige, at de forsøger at gøre islamofobi og fremmedfrygt mainstream med smarte aktioner, der er målrettet mod ungdommen og spiller på en angst for den europæiske kulturs undergang, hvor masseindvandring bliver fremstillet som fjenden,« forklarer adjunkt ved Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling Rikke Louise Peters, som har skrevet ph.d.-afhandling om politiske bevægelser i Danmark og forsket i Generation Identitær.

 

Sort bælte i sociale medier

Siden Génération Identitaires fødsel i Frankrig i 2012 har bevægelsen haft vokseværk, og i dag er lokale afdelinger vokset frem i en lang række europæiske lande – herunder Danmark, Tyskland, Østrig og Italien.

Præcis hvor mange medlemmer bevægelsen tæller, er ikke til at sige, men den franske afdeling hævder selv at have 2.000 medlemmer, og i Tyskland har bevægelsens demonstrationer haft hundredvis af deltagere.

De identitæres fremvækst i hele Europa skal ses i lyset af, at højrenationalistiske partier som Front National og Alternative für Deutschland er vokset frem i den vestlige verden, forklarer ekspert i politiske bevægelser Rikke Louise Peters.

Adspurgt om årsagen til bevægelsens succes fremhæver hun imidlertid de professionelt redigerede videoer og billeder af velklædte og handlekraftige unge, som ud over bannere og romerlys konsekvent akkompagnerer de identitæres aktioner:

»Generation Identitær har en hypermoderne tilgang til kommunikation, som gør deres bevægelse meget potent. Særligt på sociale medier må man sige, at de er lykkedes med at skabe en form for viralt brand, der tiltrækker unge,« siger hun.

Den danske afdeling af Generation Identitær havde indtil for nylig samlet en skare på mere end 2.000 følgere på Facebook på et lille års tid, og mange af deres aktioner blev delt og liket af hundredvis af brugere.

Hovedorganisationens gruppe havde ifølge BBC 120.000 følgere for et år siden.

Ifølge Rikke Louise Peters er det et billede på, at de identitæres gennemslagskraft rækker ud over deres egen begrænsede medlemsskare, og at de formår at fremstå som »svigermors drøm, der bare har fået nok«, snarere end en gruppe vrede unge med sort bælte i sociale medier.

Leave a Comment