Forældede moskeer sender unge i armene på google-imamer

Mit navn er Tarek Hussein, og jeg er dansk muslim. Det sidste lyder næsten helt eksotisk, når man følger den offentlige debat om islam og muslimer i Danmark. Her efterlades man ofte med indtrykket af, at de to størrelser ganske enkelt er hinandens modsætninger. Det er interessant, at den verdensopfattelse både deles af højrefløjen herhjemme som mener, at islam og Danmark er to uforenelige størrelser mens de mest radikale islamister abonnerer på præcis samme fortolkning.

Jeg undrer mig ofte, når jeg hører politikere eller meningsdannere tale om, at der ikke er plads til islamkritikken herhjemme. Hvis det er den opfattelse, som man sidder med, så har man befundet sig på en anden planet de sidste 20 år. Vi har masser af islamkritik og debatterer næsten ugentligt halalkød i daginstitutioner, badeforhæng, tørklæder, burka, genopdragelsesrejser og meget andet. De debatter er ofte berettiget mens de andre gange er det stik modsatte.

Problemet med den danske islamdebat har været, at vi ofte bevæger os i ekstremerne, som for de fleste danske muslimer er ukendte og irrelevante. Flertallet af muslimer er almindelige danskere, som står op om morgenen for at smøre madpakken, tage på arbejde og betale deres skat. De bekymrer sig hverken om kalifatets snarlige kommen eller en omvæltning af grundloven. Det har alt sammen betydet, at vi ikke har fået debatteret de mere strukturelle og (indrømmet) mindre sexede udfordringer, som jeg vil forsøge at give et indblik i.

Jeg er opvokset i Vejle som barn af palæstinensiske flygtninge. Muslimernes organisering i Vejle er repræsentativ for, hvad der ellers sker i andre danske provinsbyer. Her finder man som ofte en fire-femforskellige moskeer/kulturforeninger. Det skyldes, at da vores forældre i sin tid slog sig ned rundt omkring i Danmark opstod der pludseligt et behov for et socialt, kulturelt og religiøst rum, hvor man kunne mødes. I den forbindelse opstod de første kulturforeninger, som alle tog afsæt i de forskellige gruppers etniske ophav. Så i Vejle finder man henholdsvis en arabisk, tyrkisk, bosnisk og irakisk kulturforening. Moskeerne i provinsen udfylder derfor alverdens forskellige opgaver lige fra modersmålsundervisning og kulturelle festivaler til fredagsbøn og religiøse vielser. Generelt er der et fornuftigt samarbejde imellem de forskellige moskeer og man løser udfordringerne lokalt og pragmatisk.

For fire år siden flyttede jeg så til København, og i den forbindelse kom jeg rundt i de forskellige moskeer for at finde ud af, hvor jeg skulle finde mit nye stamsted. Det gik hurtigt op for mig, at tingenes tilstand var af en helt anden karakter i hovedstaden. Moskeerne var større og ofte bundet op på en bestemt ideologi, som sjældent var til debat og i mange tilfælde også sponsoreret af udenlandske stater eller fonde med tilknytning hertil. Jeg var i chok over de sekteriske spændinger imellem de forskellige moskeer og tænkte, at der var meget de kunne lære af muslimerne i provinsen.

De fleste af kulturforeningerne og dermed moskeerne opstod i starten af 90’erne og blev etableret af den første generation af indvandrer og flygtninge. I mange af moskeerne er det den dag i dag fortsat den samme generation, som sidder ved magten og tager alle de vigtige beslutninger. Det har blandt andet betydet, at mange af moskeerne ikke har formået at tilpasse sig en ny virkelighed, hvor de unge er omdrejningspunktet og derfor oplever særligt mange unge, at moskeerne er irrelevante og ikke særligt tidssvarende. Det skyldes blandt andet, at man i bestyrelserne har været alt for lidt opmærksomme på at iværksætte et generationsskifte mens men andre steder heller ikke har været villig til at give opgaven videre. På den måde står de danske moskeer over for de samme udfordringer som almindelige danske folkeoplysende foreninger også bokser med i disse år. Men hvor medlemmerne af en lokal fodboldklub kan finde masser af alternativer, så er situationen straks mere bekymrende, hvis vi kigger på de alternativer eller mangel på samme, som de muslimske unge står overfor.

De unge oplever ofte moskeerne og imamerne som er tilknyttet for at være ude af trit med de unges virkelighed. Det skyldes en række forskellige faktorer. Først og fremmest er der en sproglig barriere, da en stor del af imamerne, som har stået på prædikestolen de sidste 30 år, ikke taler dansk mens de unges modersmål er meget svagt. For det andet har imamerne ingen forståelse for de bekymringer, som de unge bokser med til dagligt som unge muslimske teenager på danske gymnasier og universiteter. Sidst men ikke mindst har størstedelen af imamerne ikke nogen teologisk uddannelse eller baggrund, som kvalificerer dem til at svare på de unges religiøse spørgsmål og dilemmaer.

Konsekvensen er såre simpel nemlig, at de unge søger hen for svar der, hvor de i forvejen befinder sig: internettet og de sociale medier. På Facebook kan man finde en håndfuld sider med 30, 40 og 50.000 medlemmer, hvor unge stiller komplicerede teologiske spørgsmål og så sidder der en teenager på 15 år i den anden ende, som copy-paster et svar fra Google og indsætter som svar. Heraf den lidet flatterende titel som “google-imamer”. Det er ikke alene en ladeport for radikale stemmer men også en intellektuel falliterklæring, da man reducerer 1400 års teologi, kildekritik, debat og fortolkning til en Google-søgning på fem sekunder.

Vi står i dag med en hel generation af unge, veluddannede og ressourcestærke danske muslimer, som har alle forudsætningerne til at ændre på status quo, skabe deres egen fremtid og føre moskeerne ind i det 21. århundrede. Det kræver først og fremmest, at man i moskeerne giver plads til den nye generation af unge ved langsomt at indlemme dem i det organisatoriske arbejde for alternativet er, at moskeerne mister deres i forvejen skrantende medlemsgrundlag og lukker. Dernæst at man får professionaliseret imamernes virke ved at sikre, at imamer og andre religiøse autoriteter taler dansk og underviser i en dansk kontekst.

Sidst, men ikke mindst kræver det også et samfund, som rent faktisk vil de unge. Vi har i dag en juridisk ligestilling for så vidt angår religionsfriheden, men det halter voldsomt med at anerkende de unges religiøse identitet blandt landets beslutningstagere og det er i virkeligheden dybt bedrøveligt, at det i 2018 overhovedet er nødvendigt at slå fast, at man selvfølgelig kan være praktiserende muslim samtidig med, at man føler en dyb kærlighed og loyalitet til sit land, Danmark.

Tarek Ziad Hussein har netop udgivet bogen “Det sorte skæg – om at være dansk muslim” hos forlaget Gyldendal.

Leave a Comment