Her i Californien, hvor jeg bor, er det helt normalt, ja, faktisk temmelig unormalt ikke at faste, om ikke andet så i hvert fald én gang om året.

Det er de rige, de veluddannede og sundhedsguruerne, der går forrest og lovpriser effekterne af at faste. Her i Palo Alto oplever jeg ugentlig at sidde i møde med én der siger »jeg faster i dag, så kun et glas vand, tak.« Man er her helt åben om  sit helbred eller den formel, man nu lever efter.

Dette ikke grundet religion, men altså af hensyn til helbredet.

Så sent som for to uger siden fandt jeg mig selv spørge på sociale medier, hvilke fastemetoder, mine venner ville anbefale mig. Mine amerikanske Facebook-venner beskriver post efter post om, hvilke metoder, de anvender, og roser deres forhøjede livskvalitet, forbedrede helbred og styrkede mentale klarsyn.

Jeg er skeptisk over for faste. Jeg er ærligt talt ikke et særligt omfavnende menneske, når jeg er sulten. Men efter at jeg er flyttet til Californien i januar