Dansk rederi solgt for 5 milliarder kroner til Dubai

Nordic Capital har indgået en aftale om at sælge af logistikvirksomheden Unifeeder Gruppen til DP World for omkring 5 milliarder kroner.

Unifeeder er et af de største europæiske såkaldte feeder-rederier, der sejler med containere fra de store havne i Europa til mindre havne, hvor de store containerskibe ikke kan gå ind. Ifølge tal fra Alphaliner er det verdens 30.-største containerrederi med en skibskapacitet på 41.000 tyvefodscontainere (TEU), eller lidt under 0,2 pct. af verdensflåden.

Ifølge Lars Terney, Partner i Nordic Capital Funds rådgivervirksomhed, har Unifeeder de seneste år i væsentlig grad udvidet sit netværk, serviceudbud og produktlanceringsstrategi. Det har været med til at gøre redderiet attraktivt for DP World.

»Virksomheden er i dag klart markedsførende inden for en række områder og står stærkere end nogensinde. Når DP World anerkender det stærke vækstpotentiale, der fortsat er i virksomheden, er det en stor tilfredsstillelse for os,« udtaler Lars Terney i en pressemeddelelse.

Unifeeder, der har hovedkontor i Aarhus, har 400 medarbejdere ansat i 25 forskellige lande. Redderiets netværk består af mere end 100 havne i både Nord- og Vesteuropa, Nordafrika, Mellemøsten samt Sortehavet.

DP World, der har hovedkontor i Dubai, ser frem til at byde Unifeeder velkommen.

»Det er vores mål at udnytte den store interne ekspertise hos Unifeeder og øge væksten på virksomhedens skalérbare platform med henblik på at skabe værdi for alle interessenter,« udtaler Sultan Ahmed Bin Sulayem, bestyrelsesformand og administrerende direktør for DP World, i pressemeddelelsen.

Tidligere Mærsk-chef Nils Smedegaard Andersen, der nu er formand for Unifeeder, har været en del af salgsprocessen. Målet med processen var enten at få Unifeeder på børsen eller solgt til en ny ejer.

Nordic Capital overtog Unifeeder tilbage i 2013. Siden da har kapitalfonden støttet virksomhedens vækst, blandt andet gennem driftsmæssige forbedringer og regional omstrukturering.

Da Unifeeder i 2013 blev opkøbt af Nordic Capital, gik redderiet fra at være kendt i nordeuropa til at blive en spiller på hele det europæiske marked. Med DP World som ny ejer kommer redderiet nu til at bevæge sig uden for europas grænser. DP World har 36.000 medarbejdere ansat i 103 lande.

I 2013 opkøbte svenske Nordic Capital Unifeeder fra den britiske kapitalfond Mantagu for omkring 4 milliarder kroner. Allerede dengang var forventningerne til Unifeeder store, men redderiet ramte senere ind i problemer, som Berlingske tidligere har beskrevet.

Leave a Comment