Årets bedste valg: Hijab

For snart et år siden traf jeg nok det bedste valg i mit voksenliv: jeg valgte at gå med hijab, det muslimske tørklæde.

Det kan være svært at forstå mit valg. Og for folk, der kender mig, kan det virke mærkværdigt fra den ene dag til den anden at møde mig med et stykke klæde om hovedet, som ikke mindst er blevet forbundet med sørgelige symboler som undertrykkelse og tvang.

På grund af emnets væsentlighed og aktualitet, er jeg blevet spurgt og opfordret til at bidrage med en klumme i medierne. Noget, jeg ikke har fulgt op på, mest fordi jeg synes, det er en debat, der kører i ring. Det er tankevækkende i sig selv efter så mange år. Når jeg i dag alligevel er motiveret til at dele mine tanker, skyldes det tre ting.
For det første vil jeg gerne give et indblik i mit valg, til jer der ikke forstår det. For det andet ønsker jeg at udfordre det triste, dominerende billede af hijabbærende kvinder. Dermed ikke sagt at tørklædet intet symboliserer. Det gør det, bare ikke undertrykkelse og tvang.
For det tredje håber jeg, at indlægget kan være en støtte til enhvers ret til at gå klædt, som man vil.

Men hvorfor overhovedet gå med hijab? Og er det mit helt eget valg?

Det er nogle af de spørgsmål, der er gået igen blandt dem, der har spurgt mig, og som jeg vil forsøge at svare på i resten af indlægget. Først og fremmest tak til jer, fordi i spørger og ikke lader jeres fantasi argumentere på mine vegne. Dernæst indleder jeg svaret på det førstnævnte spørgsmål med følgende refleksion: det er i udgangspunktet svært at få andre til at forstå, hvorfor jeg vælger at tildække mig i et sekulært land som Danmark, hvor religion fylder minimalt.
Jeg kan godt sætte ord på hvorfor, og omvendt blive mødt med accepten til at gå med det. Men at få folk til reelt at forstå det – nå en dybere erkendelse – det tror jeg, de færreste ikke-troende kan. Det er ligesom ikke nok at fortælle, at jeg elsker tørklædet gennem Gud, og at jeg frivilligt og refleksivt vælger Hans retningslinjer til, fordi jeg tror på og mærker, at de er bedst for mig. Det er ikke forklaring nok, fordi jeres spørgsmål og mine svar tager udgangspunkt i to vidt forskellige livssyn; et muslimsk troende over for et andet-troende/ ikke-troende livssyn. De fleste herboende ikke-troende vil (nok ubevidst) søge eller forvente et “rationelt” svar, et svar som kan få ligningen til at gå op. Det er det, vi er skolet til i Danmark fra barnsben; at søge rationelle forklaringer på alt. Men et sådan svar kan jeg ikke levere, fordi det ikke lever op til de a-religiøse præmisser, som spørgsmålet hviler på. Som min tidligere praktikantvejleder sagde, da jeg delte samme refleksion: det svarer til at lære en blind mand farver.
Allerede ved (i mit svar) at erklære min handling til Gud, vil grænsen for forståelse måske være nået for den, som ikke en gang tror på Gud. For nu er det ikke alene tørklædet, men troen på Gud, og at jeg gør noget for Gud, som vedkommende også skal forholde sig til. Det er et krævende udgangspunkt for begge parter. Af samme grund har jeg næppe tænkt mig at suse igennem svarene men i stedet give indlægget den omhyggelighed, det kræver.

Beslutningen om at bære tørklæde er ikke truffet over dag og nat. Den har været undervejs i flere år. Folk, der kender mig, ved, at min religiøsitet betyder meget for mig, fordi den gør mig lykkelig. Jeg er helt ærligt kun blevet lykkeligere af at gå med hijab. Jeg føler, at jeg hviler i mig selv på et dybere plan. Ro og indre balance er nok de ord, der beskriver bedst, hvad tørklædet bibringer mig. Jeg tror, det hænger sammen med, at det gav mig uro, at jeg i flere år ønskede at bære tørklæde, men jeg frygtede reaktionerne fra omverdenen. Kunne jeg bevare mit job eller sågar finde et nyt? Ville folk tænke, jeg er ved at blive radikaliseret? Ville mine veninder kunne rumme mit valg? Blev jeg mon det næste offer for hate crimes? Bekymringerne var mange, og jeg kunne ikke finde balancen i mig selv til at gøre det, jeg allerhelst ville, fordi jeg altid har følt, at det er tabu at være religiøs.
Det påvirkede mig også, når andre problematiserede tørklædet, eller sågar talte det ned over for mig, mens “jeg var det gode bud på en integreret muslim”. De vidste ikke bedre, men jeg fik omvendt et forhåndsindblik i, hvordan de måske en dag ville se på mig. Akavet.

Da jeg var 19 år, gik jeg i en periode og tænkte, at tørklædet ville blive et af de sidste skridt på min religiøse rejse, fordi jeg eksempelvis anså det som vigtigere at forbedre min karakter. Men jeg blev heldigvis klogere, og i dag forstår jeg, at de to ting er tæt forbundet, fordi tørklædet påvirker mine handlinger og dermed min karakter.
Min hijab er min daglige påmindelse bundet om hovedet for at minde mig om, at jeg skal smile til kassedamen, aldrig ignorere en hjemløs, eller kontrollere min vrede. Mange mennesker kan heldigvis også de ting uden et tørklæde om hovedet, men en påmindelse betyder, at jeg oftere end før husker det, at jeg konstant er bevidst om min adfærd, hvorvidt den er acceptabel eller bør forbedres.

Noget andet fantastisk, jeg har opdaget ved bære hijab, er, at det samtidig styrker min kvindelighed. Blandt andet fordi det kun er kvinden i islam, der får lov til at bære det.
At det alene er tilskrevet kvinden, ser jeg altså som noget unikt og smukt frem for undertrykkende eller uligværdigt. Jeg sammenligner det med det at føde. Det føler jeg også har styrket min kvindelighed helt usædvanligt. Det er en fysisk præstation, som ikke kan overgås af nogen anden fysisk præstation i verden efter min mening. Og den er kun tilskrevet kvinden. Det er da alt andet lige unikt og smukt.

Hijab er samtidig en måde at tilbede Allah på, på lige fod med andre ritualer som bøn og faste. Det styrker relationen til min Gud, som for mig er den allervigtigste relation. Det er hele meningen med min eksistens konstant at styrke denne relation. Derfor er valget om at bære tørklæde et symbol på, at jeg sætter Gud først. Mit tørklæde er et symbol på min kærlighed til Gud, min dedikation til Ham. Jeg tror på, at alle mennesker er “slaver” af noget, hvis man vil bruge det ord. Du kan være en slave af mode, materialisme, prestige, sociale relationer, karriere etc. Faktum er bare, at alle mennesker er domineret af noget, som sætter dem i en konstant higen efter det. I mit tilfælde er det higen efter Guds accept, fordi jeg tror på, det er den eneste, rigtige vej til urokkelig lykke, i modsætning til mode, prestige, rigdom mv., som er ustabilt, midlertidigt, utilregneligt.

Valget om at bære hijab er mit, og kun mit alene. Det er altså ikke noget, min mand har krævet. Det er heller ikke en eller anden tradition forbundet til det at blive mor (fordi jeg blev mor og bar tørklæde nogenlunde samtidigt), og mine forældre har heller aldrig tilnærmelsesvis forsøgt at presse mig.
Tværtimod har jeg altid, og jeg mener virkelig altid, haft friheden til selv at vælge. At der gik 28 år, før jeg valgte det til, synes jeg understøtter den påstand, selvom jeg ville ønske, jeg havde gjort det før.
Jeg var alene på dagen, hvor jeg bandt min hijab for at gå min første officielle tur med det på. Det skete på en varm sommerdag i slutningen af muslimernes hellige fastemåned Ramadan. Jeg gik gennem vores gågade fuldstændig stolt over mit mod og glad for min beslutning, der samtidigt udtrykker et brud med tabuet omkring det at være religiøs. Det føltes så rigtigt, at jeg næsten glemte, at jeg havde det på.
Fremmede på gaden smilede og talte til mig, som de altid har gjort; noget jeg ellers havde frygtet ville ændre sig. Det var i den sammenhæng, jeg opnåede den vigtigste erkendelse på dette år: at den tungeste hæmsko har været mine egne bekymringer. For her et år efter ser Danmark ud, som det altid har gjort fra min muslimske position.

 

Indlæg skrevet af Razan El-Nakieb – link til hendes personlige blog

Leave a Comment